Vedtægter

 Vedtægter (2013)

Generelle vedtægter for foreningen Erhverv6000

 1. Navn og hjemsted

1.1. Foreningens navn er Erhverv6000 og hjemstedet er Kolding.

 2. Formål

2.1. Erhverv6000 er et forretningsnetværk hvis formål er, at etablere netværk for medlemmerne og derved medvirke til at medlemmernes forretningsmuligheder forøges.

3. Medlemsforhold

3.1. Som medlem kan optages enhver. Der kan som udgangspunkt kun optages et medlem inden for samme kerneforretningsområde.

3.2. Indmeldelse sker ved skriftlig henvendelse til Erhverv6000’s sekretær, som herefter er forpligtet til at afklare om medlemsskab kan opnås.

3.4. Indmeldelsen er først gyldig efter godkendelse af medlemmet, fremsendelse af profil / kontaktoplysninger til webansvarlig samt betaling af kontingent. Der kan først herefter deltages på medlemsmøder.

3.5. Ingen af medlemmerne hæfter personligt for Erhverv6000’s forpligtelser.

4. Møder og medlemspligter

4.1. Der afholdes 2 møder pr. måned, dog ikke i juli måned. Bestyrelsen udarbejder hvert år en kalender med aktuelle mødedatoer. Dagsorden for medlemsmøderne forefindes på Erhverv6000’s hjemmeside.

4.2. Der er mødepligt og det er væsentligt, at medlemmerne prioriterer fremmøde, at deltagelsen er positiv og konstruktiv og at medlemmer møder forberedte og således bidrager aktivt til at forøge de øvrige medlemmers forretning.

4.3. Ved fravær mere end 25 % over en tre måneders periode, udover de i 4.3.1. nævnte anledninger, har bestyrelsen forpligtelsen til at indgå en dialog om fortsat medlemskab med medlemmet. Ved fortsat højt fravær i yderligere tre måneder kan medlemmet ekskluderes.

4.3.1. Fravær som følge af pludseligt opståede opgaver, længerevarende sygdom, varslet orlov eller lign. Medtages ikke i fraværsprocenten.

4.4. Medlemmerne opfordres til at aftale møder med hinanden med henblik på at lære hinanden bedre at kende og det anbefales, at få aftalt minimum 1 nyt møde hver gang.

4.5. Det er det enkelte medlems forpligtelse, løbende at sikre, at kontaktoplysninger, medlemsprofil m.v. er aktuelle på foreningens hjemmeside.

5. Kontingent

5.1. Kontingentet skal alene dække udgifterne til morgenmad, drift af hjemmeside, sociale arrangementer og evt. lokaleleje mv.

5.2. Bestyrelsen bemyndiges til at fastsætte kontingentets størrelse iht. 5.1.

5.3. Kontingentet betales forud for ét år ad gangen, med forfald i januar måned.

5.4. Ved indmeldelse betales kontingent for de resterende kvartaler.

6. Udmeldelse og eksklusion

6.1. Udmeldelse kan ske uden varsel. Ved udmeldelse fortabes retten til fremmøde og tilbagebetaling af kontingent.

6.2. Bestyrelsen er bemyndiget til at ekskludere et medlem, der ikke opfylder de af medlemskabet gældende forpligtelser, herunder afsnit 4.3.

7. Bestyrelsen

7.1. Bestyrelsen vælges af medlemmerne 1 gang årligt, på den årlige generalforsamling. Bestyrelsen vælges for 12 måneder. Det tilstræbes at kun halvdelen af bestyrelsen udskiftes ved generalforsamlingen. Bestyrelsen kan til enhver tid afsættes ved indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling.

7.2. Bestyrelsen består af en formand, en sekretær, en kasserer samt to menige medlemmer. Der vælges ligeledes minimum en suppleant.

7.3. Bestyrelsen er ansvarlig for driften af Erhverv6000 og afviklingen af medlemsmøderne.

7.4. Bestyrelsen fordeler opgaverne indbyrdes i mellem sig.

7.5. Bestyrelsen opfordres til at finde nye bestyrelsesmedlemmer og bringe disse i forslag på den årlige generalforsamling.

7.6. Bestyrelsen er i øvrigt forpligtet til at forelægge relevante beslutninger for medlemmerne på medlemsmøderne.

8. Regnskab og formue

8.1. Der aflægges regnskab på den årlige generalforsamling.

8.2. Bestyrelsen kan ikke på vegne af Erhverv6000 påtage sig andre økonomiske forpligtelser end dem, der modsvares af indbetalt kontingent. Dvs. betaling for morgenmad, evt. lokaleleje, sociale arrangementer, hjemmesidedrift o.l

8.3. Erhverv6000 er en upartisk, nonprofit forening. Evt. overskud skal komme alle medlemmer i foreningen til gode, eksempelvis ved kontingentnedsættelse, eller fælles foreningsarrangementer.

9. Tegning

9.1. Erhverv6000 tegnes af bestyrelsen idet der i øvrigt henvises til pkt. 8.2.

10. Ændring af vedtægterne

10.1. Vedtægterne kan ændres på den årlige generalforsamling, forudsat at forslag til vedtægtsændring skriftligt har været sendt ud til medlemmerne senest en uge før generalforsamlingen og, at forslaget vedtages med 2/3 flertal af de fremmødte.

11. Generalforsamlingen

11.1. Generalforsamlingen er Erhverv6000’s øverste myndighed og der kan her træffes beslutning ved 2/3 flertal af de fremmødte, medmindre andet måtte fremgå og forudsat at væsentlige beslutninger, på forhånd med 1 uges varsel, har været annonceret over for medlemmerne f.eks. ved fremsendelse af e-mail.

11.2. Generalforsamlingen holdes en gang årligt i maj måned, med følgende dagsorden:

  1. Velkomst v/formanden
  2. Valg af dirigent
  3. Formandens beretning
  4. Fremlæggelse af regnskab og budget. Revisorpåtegning
  5. Eventuelle vedtægtsændringer v/bestyrelsen
  6. Indkomne forslag
  7. Valg af bestyrelsesmedlemmer og revisor
  8. Eventuelt

11.3. Generalforsamlingen varsles minimum 3 uger før afholdelse. Der udsendes dagsorden samt bestyrelsens oplæg til vedtægtsændringer og/eller forslag i øvrigt.

11.4. Forslag til vedtægtsændringer eller andet, skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før generalforsamlingen.